Brug og misbrug.
Vi er alle misbrugere - så er det sagt! Nogen mennesker mere synlige end andre i deres misbrug. I mit arbejde som psykoterapeut har jeg erfaret og oplevet, at vi alle har et indre sår, en plet i os, hvor vi ikke føler os elsket, ikke føler os gode nok og dermed ikke elsker os selv.Vi ville ikke være på Jorden i vores fysiske krop, hvis ikke, der var et eller andet, vi skulle ind i denne dimension og ”reparere”, et eller andet, vi ikke har fået helet.Derfor kommer vi ind i livet med vores sår og sårbarhed, som bliver forsøgt helet af vores forældre, der alle oplever, de gør deres bedste ud fra deres forudsætninger. Vi ønsker selvfølgeligt at vores forældre heler vores sår, men da de som regel ikke har helet deres egne ubalancer, kan de sjældent hjælpe os helt inderst inde.Vores forældre elsker os, men de kan ikke elske os mere, end de elsker sig selv.For at få kærlighed af omgivelserne, former vi os til noget andet, end den vi egentlig er. Vi bliver kærligheds misbrugere og tror vi er kærligheds brugere.For dog at blive accepteret lærer vi at tage hensyn til vores omgivelser mere end til os selv, vi kommer i mere eller mindre grad til at lide af ”hensynsbetændelse”, som er den indadrettede reaktion for at undgå konflikter. Eller vi lærer at blive kolde og kyniske, så vi ikke mærker de følelser, som giver smerte og minder om savnet af den, vi egentlig er. Det er den udadrettede reaktion.Denne modsætning mellem det naturlige i os og det norm skabte i os, giver grundlaget for misbrugog skyld/skam, som ofte går hånd i hånd.Derfor er vi alle misbrugere, nogle fysiske andre psykiske. I vores moderne verden er vi ved at forstå og bevidstgøre det fysiske misbrug så som alkohol, stoffer, mad, sex, nikotin, arbejdsnar-komani osv., mens det psykiske misbrug er sværere at få synliggjort. Et meget almindeligt men knap så synligt misbrug er følelsesmisbrug, det vil sige, at vores tanker fordømmer og ”voldtager” følelses behov. Derfor lider mange af” hensynsbetændelse” og kon-fliktskyhed og kommer til at fungere som medmisbrugere i sine relationer. Indtil den dag hvor man beslutter sig for (af nød) at få helet det sted i os, som ikke elsker sig selv, og som finder sig i at blive behandlet dårligt. Vi må lære at blive vores egen far og mor i stedet for (mest ubevidst) at projektere ansvaret for sin indre smerte over på partner, kollegaer, veninder, politikere, guder eller andre væsener, som kommer forbi og spiller med på dramaet ”ikke er god nok”, osv. Vi kan bruge lang tid af vores liv på at beskylde alle andre for at være årsag til egen indre uopdagede smerte.F.eks. hvis man har en partner med et synligt alkoholmisbrug, går størsteparten af sympati og medfølelse til den anden. Parforholdsdramaet ”synd for mig” offerrolle, og den anden er ”dum og egoistisk” bøddelrolle, kan gå videre i det uendelige til sorg for begge.Den dag man har fået nok og tager fat i misbrugs krogen i sig selv og tager ansvar for sin rolle i dramaet, ændrer misbrugsmønstret sig radikalt. Dels er man ikke længere fokuseret på den andens misbrug, men bruger nu al energi på at helbrede sit eget, dels føler man en befrielse for ikke at skulle kontrollere den anden hele tiden.Pludselig har man oceaner af tid til at gøre noget nyt og mere kreativt for sig selv.Når den ene i en relation tager ansvar for sit eget misbrug, sker der automatisk det, at den anden bliver konfronteret med sit. Hvad vedkommende vælger at gøre med sit misbrug er op til vedkommende selv, men partneren er fri.Man er blevet bruger af livet i stedet for misbruger og man kan elske sin nærmeste, som man elsker sig selv.